Ærligt, jeg føler mig sgu ikke specielt meget som en blogger.. - jeg synes måske bare at en facebook update på 2000 anslag er liige i overkanten. Jeg har tit mere end tre sætninger jeg vil ud med, og de indeholder altså tit flere bandeord, end jeg har lyst til at præsentere på min fb profil.
alting-vej, der er sket pissemeget på det sidste. Bl.a. er min mor begyndt at bruge ord som "AWSOME" og "Fan-fucking-tastisk". Det er nok én af de mindre ting, men jeg elsker min mor for at bruge ord jeg ligesom kan relatere til. *sarkastisk smiley*.
Jeg elsker dig muddi-mor.
Jeg er kommet ind på RUC. Vent lidt... JEG ER FUCKING KOMMET IND PÅ RUC!!!!!
Jeg forsøger at lyde nonchalance, når jeg fortæller det til folk. Som om det er det mest naturlige i verden. Jeg kan bare slet ikke skjule min begejstring! - så det ender altid med at jeg SKRIGER det ud, vælter kaffe udover mit sofabord, og hopper op på skødet af Laura. (Jo, det var hvad der skete, der vi åbnede mit længe ventede brev sammen.)
Hun skreg nærmest højere end mig - det var virkelig dejligt, at mærke en oprigtig begejstring, der nærmest var større end min egen. Hun er simpelthen så sød og dejlig ::)
Nu, kan jeg kalde mig en RUC'er, og jeg kan næsten ikke vente med at komme igang!
Jeg har også overtaget min kære onkel Simons lejlighh, mens han er flyttet til tosomheden i det sydfranske (Jeg har lyst til at bruge sætningen Dit Heldige Svin, men jeg tænker at jeg ikke skal kalde min nye udlejer for svin.. Og så er han også jordens sejeste onkel.. Så svin ville ikke være på sin plads.. Svin er også en grimt ord.. Men han er heldig.. Og lykkelig.. og så sød sammen med sin nye kæreste.. Som også er vildt sød.. Og heldig..)
Det eneste krav, for at få lov at leje hans lejlighed var, at jeg skulle passe på hans kæreste planter. Hvis man kender mig bare en smule (som i, at du faktisk nærmest ikke behøver at kende mig), så ved man, at jeg slår planter ihjel som en anden seriemorder fra en dårlig B 90'er gyser.
Mine egne blomster og planter, formår jeg at slå ihjel inden for en uge.
Samtalen foregik nogenlunde sådan her;
Onkel Simon: Du skal passe på mine planter.
Seriemorder fra 90'erne: Jamen, jeg slår den ihjel. Det ikk' for sjov. De kommer til at dø, Hårdt.
Onkel Simon: Jamen.. Du har altså ikke noget valg, det er et krav for at bo her.
Seriemorder fra 90'erne:Jeg gir' dem en uge, men ok. Vi kan Skype når det er ved at gå ned ad bakke.
Onkel Simon: Ej, det er altså ikke så svært. Hver søndag vander du dem bare.
Jezz Louiz.
Sådan blev det til. Jeg blev planteejer i en alt for tidlig alder, jeg var bange for, om de ville ødelægge min uddannelse, mit sociale liv... ja.. mit liv i det hele taget. Og havde jeg nu råd? Ville de vokse op og blive ordenlige anstændige planter? - Og jeg var ved at skide grønne grise. (Det er forresten et udtryk der bliver brugt alt for sjældent.. Lige som Ponchoer der pludseligt gik af mode :( )
Jeg følte at jeg var én netto-ansættelse, én ansøgning til de unge mødre, og ét panikanfald fra, at blive "én af dem".
Nu kære venner, NU er der gået over en måned, og jeg er blevet en stolt, trænet og ualmindelig dygtig planteejer. Jeg voksede med opgaven og har lært at elske mine adoptiv planter. Jeg elsker dem, snakker med dem, løser deres problemer for dem og vander dem hver søndag. (nogle gange også onsdag, hvis solen har været hård og de hænger lidt med mulen)
Ja det står endda så godt til, at den ene plante, er begyndt at spytte små nye, helt lysegrønne, blade frem. Jeg er blevet bedstemor, en stolt bedstemor (Og ualmindelig lækker bedstemor), der har gjort sit job godt! Jeg er ikke sikker på, at han får lov at få dem igen. De er blevet en stor del af mit liv, Ja.. En del af mig, om man vil.
Apropos ingenting, så vil jeg bare gerne lige fortælle, at jeg under en "klassisk" bytur med blondine pigen, rendte ind i mit store idol, og komiker, Sofie Hagen (Hendes Hjemmeside) midt på grisen, i vældig stor Appelsin tilstand.
Byturen startede i øvrigt med sætningen "iNGEN SHOTS, og senest hjem kl 02!!"
Vi formåede at tylle shots i os der var en Sunny-beach aften værdig, og være hjemme kl 06 om morgenen. Det var en god aften.
Anyways, Hvis ikke det var for alle de (ualmindelige fulde og utiltrækkende) billeder af Sofie og jeg, havde jeg faktisk glemt det.
Kender I den stund, dagen derpå, hvor man ligger sammen og kigger fulde-billeder igennem fra aftenen forinden? Jeg havde så ondt i hovedet bagefter, af alle de dumme-flade, jeg gav mig selv. (Hvilket ikke er yderst tilfredsstillende, når man i øvrigt har ondt nok i forvejen).
Jeg ville gerne poste billederne af Sofie og jeg.. Men jeg tænker at det ikke vil være så godt for mit ellers så glimrende image, som Pæn-pige-der-aldrig-laver-rod-lortet.
Jeg er færdig nu.. Jeg har også nogle planter der savner min opmærksomhed. (Frøken hjørne-plante, har lige skudt et ekstra spir ud.. Hun gør mig så stolt!
xoxo, Noa.

